|
Meget sjælden ynglefugl (12 par i alt - fordelt med 4 par på Lolland-Falster, 4 par på Sjælland, 2 par på Fyn og 2 par i Sønderjylland) samt sjælden trækfugl. Før 1850 var havørnen almindelig i Danmark, men i slutningen af 1800 tallet blev der drevet hård jagt på stort set alle større rovfugle med udryddelse til følge. Havørnen har således ikke ynglet i Danmark siden slutningen af 1800 tallet. Først i 1995 er den genindvandret med succes. Havørnen er i dag totalfredet i hele landet. Den holder især til ved større søer og lavvandede kystområder.
Føden består hovedsageligt af fisk suppleret med ænder, blishøns, døde dyr og i meget sjældne tilfælde meget små og ofte syge lam. Her i landet har man med stor succes fodret med slagteriaffald.
Reden anlægges i meget høje træer eller på en klippehylde. Her lægger hunnen i april 2 æg, som klækkes efter 6-7 uger. Ungerne er flyvefærdige efter 11 uger. Indtil da opholder de sig i reden og fodres af begge forældrene. Havørnen er først køns-moden, når den er 5-6 år og parforholdet varer hele livet.
|