| Beskrivelse |
Danmarks næstmindste fugl. Almindelig ynglefugl (300.000 – 500.000 ynglende par) samt træk- og vintergæst i hele landet. Træffes i alle typer krat, hegn, skove samt ældre haver og parkanlæg. Kan være svær at få øje på, når den sidder skjult i blad-hanget eller på jorden. En meget aktiv fugl, som sjældent sidder stille ret længe ad gangen. Trods sin lidenhed har gærdesmutten en kraftig stemme, som kan høres året rundt, da gærdesmutten er én af de få fugle, som også synger om vinteren.
Føden består af edderkopper og diverse småinsekter. I vinterperioder med mangel på føde suppleres med bær.
Reden er overdækket og består af græs og blade. Hannen bygger flere reder, som præsenteres for hunnerne. Når en hun har fundet en passende rede, forer hun den med dun og små fjer. Hvis alle reder ikke bliver besat, bruges de resterende reder som fælles overnatningssted af hannerne i området. Gærdesmutten kan opfostre to kuld unger på en sæson. Æggene til første kuld (5-8 stk.) lægges i april og klækkes efter ca. 2 uger. Hunnen er alene om at udruge æggene, da hannen ofte har flere mager. Når æggene er klækkede fodres ungerne af hunnen de næste 2-3 uger. Kun hvis hun er den eneste mage, hjælper hannen til med fodringen.
|
| Kendetegn |
Let kendelig på størrelsen og den korte, altid strittende hale. Hos begge køn er fjerdragten rødbrun på oversiden. Undersiden er gulbrun og lidt lysere end over-siden. Vingerne har mørke tværstriber på oversiden. Hovedet, som er forholdsvis stort og går i ét med kroppen, har lyse, spættede sider og tydelig, lys stribe over øjnene. Næbbet er langt og dolkformet.
|