| Beskrivelse |
Meget almindelig ynglefugl (40.000-50.000 ynglende par) samt træk- og vintergæst i hele landet. Rågerne er meget sociale og ses ofte sammen med krager og alliker.
Føden er meget alsidig og består af insekter, larver, orme, snegle, frø, kartofler, ærter m.m.
Rågen yngler i store kolonier i høje træer og en koloni kan bestå af flere hundrede råger. Reden, som består af grene, anlægges i toppen af høje træer. Hannen indsamler redemateriale og hunnen står for bygningen. Her lægger hun i slutningen af marts 4-6 æg, som klækkes efter ca. 3 uger. Hunnen er alene om udrugningen og fodres imens af hannen. Ungerne fodres i begyndelsen kun af hunnen, men med mad bragt til reden af hannen. Senere deles forældrene om fodringen, indtil ungerne er flyvefærdige efter ca. 4 uger.
|