|
Sumpmejsen er standfugl og ret almindelig ynglefugl (10.000-20.000 ynglende par) i det meste af landet.. Træffes fortrinsvis i løvskove, skovlysninger og skovbryn, men kan også ses i parker og større haver.
Føden består i yngleperioden udelukkende af smådyr samt insekter og deres larver. Kosten suppleres udenfor yngleperioden med forskellige plantefrø og frø fra gran-kogler og om vinteren kan den ofte ses ved foderbrættet.
Sumpmejsen er hulruger og reden, som består af mos foret med hår, anlægges i huller i gamle træer og redekasser. Her lægger hunnen i april 6-8 æg, som klækkes efter ca. 2 uger. Hunnen er alene om udrugningen. Ungerne fodres af begge forældre på reden de næste 2-3 uger, indtil de er flyvefærdige og derefter yderligere i ca. 2 uger.
|