|
Kaldes også Bomlærke. Meget almindelig ynglefugl (40.000-60.000 ynglende par) og trækfugl i dele af landet. Den er mest udbredt i Jylland. På Fyn og Sjælland er den lokalt udbredt. Den træffes i det åbne kulturlandskab på marker og enge.
Føden består primært af frø og plantedele, som suppleres med insekter og deres larver i yngleperioden.
Den skålformede rede, som består af græs og rodtrævler, anlægges på jorden skjult i den lave vegetation. Kornværlingen kan opfostre 2 kuld på en sæson. Æggene (3-5 stk.) til første kuld lægges i maj og klækkes efter ca. 2 uger. Hunnen er alene om udrugningen. Ungerne fodres på reden af begge forældre de næste 2 uger. Hannen kan være polygam og have flere hunner i sit område.
|