| Beskrivelse |
Almindelig ynglefugl (6.000-7.000 ynglende par) samt træk- og vintergæst i det meste af landet. Den er nu totalfredet, hvilket har været medvirkende til en forøgelse af bestanden. Den træffes ved lavvandede søer, fjorde og vandløb.
Føden består af fisk, frøer, små gnavere og større insekter, som fanges i det lave vand.
Fiskehejren yngler i kolonier i skove nær lavvandede søer og fjorde. Reden, som består af grene, anlægges i høje træer. Her lægger hunnen 3-6 æg, som klækkes efter ca. 4 uger. Ungerne fodres af begge forældre de næste 7-8 uger, indtil de er flyvefærdige.
|
| Kendetegn |
Den voksne fugls fjerdragt er grå på oversiden og lys til hvid på undersiden. Den lange hals er lys med et spættet bånd foran i længderetningen. En tydelig sort stribe over det gule øje løber ud i en lang, hængende nakketop. Det lange, dolkformede næb er gult. I flugten kendes fiskehejren let på den bagud bøjede hals, som danner et tydeligt S.
Ungfuglenes fjerdragt er mørkere grå. Hovedet er gråt og mangler nakketoppen, Halsen er gråmeleret. Næb og ben er grålige.
|