| Beskrivelse |
Almindelig ynglefugl (15.000-20.000 ynglende par) samt træk- og vintergæst i hele landet. Træffes i alle vegetationsrige søer og moser med tæt beplantning langs bredden. Blishønen er en udmærket flyver, selvom det ikke er det første indtryk, man får. Ofte ser det nærmest ud som et lidt gumpetungt løb hen over vandoverfladen.
Føden består af hovedsageligt planter og plantedele samt alger, som den tager i vandoverfladen eller dykker efter, suppleret med insekter, snegle og muslinger.
Reden, som er delvis flydende, anlægges allerede i midten af marts. Hunnen læg-ger 6-9 æg, som klækkes efter 3-4 uger. Ungerne fodres af forældrene i ca. 2 uger, indtil de selv har lært at dykke efter føden.
|
| Kendetegn |
Den voksne fugl har sort/koksgrå fjerdragt. Næbbet er flødefarvet og ender i en hvid pandeblis. Øjet er rødt.
Ungerne er som nyudklækkede mørkebrune med rød, skaldet isse og gule tjavsede dun, som kan minde lidt om bakkenbarter. Senere forsvinder den røde isse og de gule bakkenbarter og ungfuglen er ensfarvet mørkebrun med hvid hagesmæk og gulbrunt næb.
|