|
Især arterne P. cognata og P. germanica kan i nogle tilfælde være vanskelige at bestemme uden det nødvendige udstyr til mikroskopering. Men tegningerne på vingerne giver et godt fingerpeg (se illustration herunder).
Generelt - Hovedet er forlænget nedad i en snabellignende mund. Kroppen er gullig med mørkebrune tegninger. Vingerne er svagt farvede med mørkebrune årer og tegninger.
Hannens 3 yderste bagkropsled er omdannet til en imponerende klosaks (heraf navnet skorpionflue), der dog ikke er giftig, som hos de rigtige skorpioner.
P. cognata – 15-20 mm, vingefang 25-35 mm – juli/sept – lokalt almindelig.
Hun – Vingerne har inderst 2-3 brune pletter, ca. 2/3 fra basis et brunt tværbånd som er sammenhængende fra vingens forkant til midten og fra midten mod vingens bag-kant delt i 2 grene, samt en brun plet som dækker hele vingespidsen ofte med flere klare pletter.
Han – Vingetegninger som hos hunnen. Bagkroppens sidste sorte led før kloen er cylindrisk med parallelle sider, kloens første led har på oversiden en lille knude.
P. communis – 15-20 mm, vingefang 25-35 mm – juni/august – almindelig.
Hun – Vingerne har inderst 2-4 brune pletter, ca. 2/3 fra basis et brunt, zigzag formet tværbånd, samt en brun plet som dækker hele vingespidsen ofte med flere klare pletter.
Han - Vingetegninger som hos hunnen. Bagkroppens sidste sorte led før kloen er cylindrisk let tilspidset bagest og så langt som de 2 efterfølgende tilsammen, kloens første led har ingen knude på oversiden.
P. germanica – 15-20 mm, vingefang 25-35 mm – juni/juli – almindelig.
Hun – Vingerne har inderst 2-4 brune pletter, ca. 2/3 fra basis antydning af et brunt tværbånd med en enkelt plet ved vingeforkanten, en plet på midten og to pletter ved vingebagkanten, samt en brun plet som dækker vingespidsen.
Han - Vingetegninger som hos hunnen. Bagkroppens sidste sorte led før kloen er cylindrisk let tilspidset bagest, kloens to første led er cylindriske med en anelse tilspidsning bagest og hver for sig en anelse kortere end det sidste sorte led.
|