| Beskrivelse |
Arten er i tilbagegang flere steder og rødlistet som sårbar. Lokalt ret almindelig og visse steder meget talrig. På Lolland, Falster, Møn og i Sydsjælland findes den således kun på meget få lokaliteter. Den er dagaktiv og træffes på tørre, ugødskede overdrev, marker og grøftekanter.
Efter parringen afsættes æggene på planter af ærteblomstfamilien (Kællingetand og Kløver), som larverne lever af. Larven overvintrer og forpupper sig det efterfølgende år i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Puppestadiet varer ca. 14 dage.
Køllesværmere er, som farverne antyder, giftige. Kroppen indeholder hydrogen-cyanid (HCN), som er en dødbringende gift, der blandet med vand bliver til blåsyre.
|
| Kendetegn |
Kan forveksles med Lille Køllesværmer (Zygaena viciae) og Engkøllesværmer (Zygaena trifolii), som begge er en smule mindre.
De blåsorte, metalskinnende antenner er lange og når næsten helt ud til den bageste røde plet på forvingen. Køllerne er lange og slanke. Forvingerne er metalskinnende, blåsorte med fem røde pletter. Den midterste, lille plet er næsten cirkelrund. Bagvin-gerne er blodrøde med smal, sort bagkant. Begge køn er ens.
Larven er let håret og gulgrøn med gule sorte pletter på hvert kropsled.
|