|
Udgravningen af brunkul begyndte allerede under 1. verdenskrig, men blev især intensiveret under 2. verdenskrig, hvor arbejdsløsheden var stor ligesom manglen på brændsel. Arbejdsløse kunne få arbejde i brunkulslejerne og der voksede en hel lille mineby op omkring lejerne efterhånden som folk strømmede til for at få arbejde. Da indbyggertallet i minebyen var på sit højeste husede den knap 2000 sjæle, der boede i små hytter, træbarakker, udrangerede togvogne og rutebiler.
Når et leje (en kulgrav) var tømt for brunkul, gravede man et nyt. Pumperne blev flyttet til det nye leje og det tømte leje henlå som et stort krater i landskabet. Med pumperne fjernet var der ikke noget til at holde grundvandet tilbage, hvorfor det steg op i det tømte leje, som så blev omdannet til en sø.
Efter 2. verdenskrig industrialiserede man udgravningen og frem til 1970 leverede lejerne brunkul til offentlige el-værker. Efter ophøret med udgravningen af brunkul er en stor del af området blevet tilplantet med bl.a. forskellige arter fyr og området fremstår i dag som et smukt og meget egenartet naturområde, som absolut er i særklasse og et besøg værd. Med de høje sandskrænter føler man sig hensat til et miniature alpelandskab.
Der er etableret flere vandrestier med opstillede borde og bænke, hvor man kan nyde den medbragte mad og kaffe, ligesom der er etableret bålpladser flere steder. Det er en god idé at holde sig til de udlagte stier, da det kan være forbundet med fare at færdes uden for disse. Således sank et område på ca. 10 ha flere meter i 2009.
Der kan hentes nærmere informationer herom ved Brunkulsmuseet, som også er et besøg værd – se adressen ovenfor eller du kan hente folder med oversigtskort fra Skov og Naturstyrelsen her Skov og Natur
|
