| Beskrivelse |
Almindelig i hele landet. Ligesom de andre hjulspindere fanger korsedderkoppen sit bytte i et hjulformet fangstnet. Nettet, som kan være op til 40 cm i diameter, sættes op i den lave vegetation 30-150 cm over jorden. Korsedderkoppen sidder i en retræte af sammenspundne blade i yderkanten af spindet og venter på, at et bytte bliver fanget i det næsten usynlige spind. Når et byttet kommer i berøring med spindet, hænger det fast i de klæbrige tråde. Byttet lammes med en dødbringende gift og spindes ind i en pakke, inden det fortæres.
Parringen sker for hannens vedkommende med livet som indsats. Han nærmer sig forsigtigt hunnen i hendes spind via en parringstråd, som han forbinder med hendes spind. Inden han begiver sig ud på sin frierfærd, har han spundet en livline, som han holder fast i. Mens han nærmer sig hunnen sender han hele tiden signaler gennem parringstråden, så hun bliver opmærksom på, at her kommer en parringsvillig han og ikke et bytte. Hvis han sender de rigtige signaler og hunnen er modtagelig, vil han få lov til at parre sig med hende - i modsat fald ender han som frokost. Når han har afgivet al sin sæd, slipper han grebet i hunnen og svinger væk i livlinen. Det lykkes de fleste gange. Efter parringen lægger hunnen æggene (op til 800) i et ægspind og dør kort efter. Æggene overvintrer og klækkes næste forår.
|
| Kendetegn |
Farverne hos den voksne edderkop varierer temmelig meget og kan være sort, grålig, brunlig eller rødlig. På bagkroppen ses på oversiden i et bredt, takket felt, en artskarakteristisk tegning, som minder om et kors. Tegningen er sammensat af hvide pletter.
Ungerne er gule med sort tegning på bagkroppen.
|