| Beskrivelse |
Almindelig i hele landet. Træffes overalt på jorden og i den lave vegetation i haver og skove. Mejerne har i modsætning til edderkopper kun 2 øjne, som sidder på en lille forhøjning. De er også i stand til ”kaste” et af deres ben, hvis de bliver angrebet af et større rovdyr. Benet vokser dog ikke ud igen, som det gør hos firben, men det gør ikke så meget, for mejerne kan tilsyneladende overleve med kun fire ben, hvis blot ét af andet benpar er intakt.
Føden består hovedsageligt af småinsekter og larver suppleret med plantedele. De bygger ikke spind og har ingen gift. De jager heller ikke i egentlig forstand, men famler sig frem til et bytte – ofte døde insekter – med de lange ben på andet benpar. Da de ikke har giftkirtler eller andre kraftige våben, er de ikke i stand til at nedlægge større byttedyr. Det fundne bytte fortæres på stedet.
Mejerne har i forbindelse med parringen ikke noget indviklet forspil, som det ses hos edderkopperne. Der er jo heller ikke så meget at være bange for, da hunnen ikke kan afgive et giftigt bid. De er udpræget promiskuøse og parrer sig med den mage, de tilfældigvis møder. Selve parringen er heller ikke noget at skrive hjem om, idet den højest varer nogle få minutter. Til gengæld er der noget andet interessant med mejerne, idet sædoverførslen er direkte. Hannen er nemlig i modsætning til edder-kopperne udstyret med en penis, som han indfører i hunnens kønsåbning, hvor han afleverer sin sæd. Normalt går han og hun hver til sit efter parringen, men hvis der er mange hanner i området, kan hannen godt finde på at vogte hunnen, for at forhindre konkurrerende hanner i at parre sig med hende. Efter parringen anbringer hunnen ved hjælp af et læggerør sine æg nedboret i løs jord, mos eller lignende. Æggene overvintrer og klækkes det følgende forår. Ungerne, som ligner de voksne mejere, skal gennem mindst seks hudskift, før de er kønsmodne.
|
