A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Clubiona sp.

Klik på et billede for at få vist stort billede og filinformation - Klik på et menupunkt for at vende tilbage til en oversigt eller åbne en menu - Klik på et bogstav for at søge alfabetisk

 
Latinsk navn

Clubiona sp.

Familie

Sækspindere (Clubionidae)

Tidsrum

Mange af arterne hele året – andre kun i sommermånederne

Beskrivelse

Clubiona arterne er alle nataktive og holder sig i dagtimerne skjult i en retræte, som minder om en sæk. Denne kan være anlagt på buske og træers blade, i barkrevner eller under sten og lignende. De bygger ikke fangstnet, men sniger sig ind på byttet i ly af mørket.

I forbindelse med parringen opsøger hannen retræter, som bebos af ikke køns-modne hunner. Her indlogerer han sig så, imens han afventer hunnens sidste hudskift og dermed bliver kønsmoden, hvorefter han straks parrer sig med hende, mens hun endnu er forsvarsløs efter hudskiftet. Efter parringen afsætter hunnen sine æg i retræten, hvor hun opholder sig, til æggene er klækket.

Kendetegn

Bageste øjenrække er tydeligt bredere end forreste øjenrække. Bagkroppen er hos de fleste af arterne svagt behåret, ensfarvet og varierer mellem gule, gulbrune, orange og brune nuancer. Nogle få arter – f.eks. C. compta - har sildebenslignende tegninger på bagkroppen. En del af arterne kan være vanskelige at bestemme uden brug af kraftig lup eller mikroskop.

C. brevipes – 4-7 mm – almindelig. Træffes i løvskove og parker, hvor den holder til på buske og træers blade eller under løs bark.

C. caerulescens – 6-11 mm – sjælden. Træffes i løvskov, hvor den holder til på buske og træers blade eller i den lave vegetation.

C. comta – 3-6 mm – almindelig. Træffes på blade og under bark på forskellige buske og træer. Kan især forveksles med den sjældne C. genevensis.

C. corticalis – 6-10 mm – lokalt almindelig. Træffes i parker, skovlysninger, og langs skovbryn, hvor den holder til under træernes løse bark. Kun få registrerede fund fra Jylland. Lokalt almindelig på Bornholm og Sjælland.

C. diversa – 3-5 mm – lokalt almindelig. Træffes i klitområder, på heder og plantager med nåletræer.

C. frisia – 5-7 mm – lokalt almindelig. Træffes kun i klitområder og strandenge med vegetation af Marehalm. Den er især almindelig langs den jyske vestkyst.

C. frutetorum – 4-7 mm – lokalt almindelig. Træffes i moseområder med vege-tation af Pors, Mosebølle og lignende buske.

C. genevensis – 3-5 mm – lokalt udbredt. Træffes på sandede, kystnære klitområder. Der er kun få registrerede observationer fra Nordvestjylland. Kan især forveksles med den almindelige C. comta

C. germanica – 5-8 mm – sjælden. Træffes I kystnære klitområder. Der er kun 2 registrerede observationer fra Anholt – det sidste i 1975.

C. lutescens – 4-8 mm – almindelig. Træffes på mange lokaliteter med løvfæl-dende buske og træer samt enge og moser. Kan især forveksles med C. terrestris.

C. neglecta – 4-9 mm – almindelig. Træffes i tørre, sandede klitområder og heder.

C. norvegica – 4-5 mm – sjælden. Træffes i moseområder. Kun få registrerede observationer. Hunnen kan især forveksles med C. stagnatilis.

C. pallidula – 6-11 mm – lokalt udbredt. Træffes i haver, løvskove og parker, hvor den opholder sig på buske og træers blade eller i den lave vegetation.

C. phragmitis – 5-11 mm – almindelig. Træffes i vegetationen langs søer og vandløb.

C. reclusa – 4-8 mm – almindelig. Træffes på mange forskellige lokaliteter – enge, hedearealer, overdrev, i moser, skovlysninger,

C. stagnatilis – 5-8 mm – almindelig. Træffes i den lave vegetation på fugtige enge, strandenge, overdrev og skovlysninger. Hunnen kan især forveksles med C. norvegica.

C. subsultans – 5-9 mm – lokalt udbredt. Træffes især i nåleskove.

C. subtilis – 2-5 mm – lokalt udbredt. Træffes på strandenge og kystnære klit-områder.

C. terrestris - 5-7 mm – almindelig. Træffes I tørre løvskove, hvor den opholder sig på buske og træers blade, under løs bark eller under sten og lignende.

C. trivialis – 3-5 mm – almindelig. Træffes fortrinsvis i klitområder med bevoks-ning af nåletræer og lav vegetation, hvor den opholder sig i vegetationen eller under sten og lignende på jorden.

Andre arter

I Danmark er slægten Clubiona repræsenteret ved flere arter. Indtil videre har jeg fundet frem til følgende:

C. brevipes
C. caerulescens
C. comta
C. corticalis
C. diversa
C. frisia
C. frutetorum
C. genevensis
C. germanica
C. lutescens
C. neglecta
C. norvegica
C. pallidula
C. phragmitis (Tagrørssækspinder)
C. reclusa
C. stagnatilis
C. subsultans
C. subtilis
C. terrestris
C. trivialis